Om klubben / Vedtægter

Online tilmelding og kontingentbetaling tryk her

Vedtægter

§ 1
Klubbens navn er Gug Badmintonklub. Klubben er hjemmehørende i Gug, 9210 Aalborg SØ.

§ 2
Klubben er undergivet de for DGI og DBF under Dansk Idrætsforbund og International Badminton Federation til enhver tid gældende love og vedtægter. Gug Badmintonklub er gennem medlemsskab af såvel DGI som DBF aktiv deltager i begge organisationer.

§ 3
Klubbens formål er at dyrke badminton spillet under kammeratligt og sportslig samvær, sat udadtil medvirke til udbredelse af spillet, ved aktivt at medvirke i kredse og forbund gennem afholdelse/ deltagelse i arrangementer, samt gennem god sportslig optræden, ikke at bringe klub og spillet i miskredit.

§ 4
Enhver kan optages som medlem. Kontigentet fastsættes af bestyrelsen. Såfremt et medlem er i mere end tre måneder restance, kan vedkommende udelukkes af klubben. Sidste rettidige kontingents indbetaling er den 1. september. Kontingentet dækker efterår i samme kalenderår og forår i efterfølgende kalenderår.

§ 5
Foreningens medlemmer er pligtige til at efterleve foreningens love og regler og alle i henhold til generalforsamlingen trufne beslutninger, samt til at yde bistand ved varetagelse af klubbens opgaver.

§ 6
Foreningens medlemmer herunder bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for foreningens indgåede forpligtelser. Herfor hæfter alene foreningen med dens respektive formue. Foreningens medlemmer har ikke økonomiske forpligtigelser over for foreningen udover kontingentforpligtigelsen. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 7
Ud over almindelig leverandørkredit kan klubben ikke stifte gæld, eller indgå i andre forpligtigelser uden generalforsamlingens godkendelse. Ved indgåelse af aftaler tegnes foreningen i fællesskab af formanden og kasserer eller formanden og de respektive afdelingsformænd.

Foreningens regnskabsår går fra den 1. maj til den 30. april.

§ 8
Klubbens daglige ledelse varetages af en bestyrelse, og afgør alle spørgsmål, som ikke er af en sådan beskaffenhed, at de skal forelægges generalforsamlingen. Bestyrelsen består af 7-9 medlemmer. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Formand, indkalder til og leder bestyrelsesmøderne samt overordnet deltagelse i bestyrelsens arbejde. Tegner foreningen udadtil overfor samarbejdspartnere, interesseorganisationer og andre foreninger.

Næstformand, afvikling af foreningens arrangementer, åbne turneringer, født formand i evt. støtteforening. Stedfortræder i formandens fravær.

Kasserer, fører klubbens regnskab samt opfølgning på budgetter.

SSU formand, ansvarlig for foreningens seniorafdeling, herunder født formand for seniorspiller-udvalget.

USU formand, ansvarlig for foreningens ungdomsafdeling, herunder født formand for ungdomsspiller-udvalget og ungdomsrådet.

VETU/MOTU formand, ansvarlig for foreningens veteran- og motionistafdeling.

Sekretær, ansvarlig for referater, klubblad, registrering af udleverede nøgler samt vedligeholdelse af foreningens hjemmeside.

Kantine, ansvarlig for foreningens kantinedrift, lagerbeholdning af tøj og bolde.

Menigt medlem.

§ 9
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Generalforsamling afholdes hvert år den sidste tirsdag i maj måned. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel, og er beslutningsdygtig uden hensyn til det fremmødte antal medlemmer. Simpelt flertal er afgørende, dog kræves 2/3 flertal til fordel for en lovændring.

Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen. Dette gælder ikke forslag til valg til bestyrelsen.

Stemmeberettigede er alle medlemmer, som er uden kontingentrestance, og som er fyldt 16 år.

For opnåelse af valg til bestyrelsen skal vedkommende være fyldt mindst 18 år, og skal være gyldigt medlem af foreningen. Generalforsamlingen kan dog med 2/3 stemmeflertal dispensere for denne regel. Valget gælder for en periode af 2 år.

Bestyrelsen konstituerer sig selv på alle poster. Udtræder et medlem af bestyrelsen inden udløbet af valgperioden, indtræder suppleanten.

§ 10
På den ordinære generalforsamling behandles flg. Punkter:
Valg af dirigent.
Formanden og udvalgene aflægger beretning.
Kassereren fremlægger det reviderede regnskab.
Kassereren fremlægger budget, herunder kontingentfastsættelse for det kommende regnskabsår.
Indkomne forslag.
Valg af bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en periode af 2 år.
Valg af 2 suppleanter. Vælges for et år ad gangen.
Valg af 1 revisor , og 1 revisorsuppleant.
Eventuelt

§ 11
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når bestyrelsen eller 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer ønsker det. Indkaldelsen sker med samme varsel som ved indkaldelse til ordinær generalforsamling.

§ 12
I tilfælde af foreningens opløsning skal foreningens midler efter generalforsamlingens skøn tilfalde andre idrætsklubber i Gug, eller deponeres hos NBD med henblik på oprettelse af en ny badmintonklub i området. Deponeringen kan højst have en varighed af 5 år, hvorefter midlerne tilfalder NBD til støtte for ungdomsarbejdet.

§ 13
Vedtaget på den ordinære generalforsamling den 25. april 2000 til ikræfttræden ved den ordinære generalforsamling den 25. april 2000.

Gug Badmintonklub  | mail@gugbadminton.dk