VI VIL LAVE DYGTIGE SPILLERE, OG DET KRÆVER GODE TRÆNERE!
Vi er heldige i Gug at have et team af virkeligt dygtige og passionerede trænere, som står klar til at gøre alle spillere bedre og hygge om dem.
Cheftræner - Michael Léssel
Jeg hedder Michael Lessél, og er 23 år. Jeg har spillet badminton siden jeg var 8 år gammel, hvor jeg startede i Farum badmintonklub i Nordsjælland. Siden har jeg været i flere forskellige klubber, både som ungdomsspiller og som senior spiller. Jeg har undervist i badminton siden jeg var 15 år, og elsker det og ynder at gøre mit bedste for at lære fra mig. Når jeg ikke bruger tid på badminton, bruger jeg tid på mit studie på Aalborg universitet, hvor jeg studerer samfundsfag.
Jeg glæder mig til at hilse på alle børnene og give dem en god, sjov og udviklende træning, så børnene forhåbentligt kommer til at elske badminton lige så højt, som jeg selv elsker det. Jeg er træner om mandagen sammen med Alexander, og tirsdag/torsdag sammen med Laura.
Træner - Alexander Buus Schmidt
Jeg hedder Alexander Buus Schmidt, og jeg er 23 år gammel. Jeg har lige siden jeg var lille brændt for badminton, og har efterhånden spillet det i 14 år. Jeg har til dagligt sabbatår, hvor jeg bruger det meste af min tid i Rema 1000 på Gugvej, og kommer fra september til december til at være ude at rejse i Asien.
Jeg har de sidste par år været cheftræner i Klarup badmintonklub, men har længe drømt om at kunne være træner i min hjemby. I min træning ligger jeg stor vægt på, at der skal være en god balance mellem sjov og udvikling, så jeg kan se så mange af børnene oppe på præmieskamlerne. Jeg ser frem til at møde spillerne mandag og fredag, og håber på at vi får en fed sæson.
Træner - Laura Fløj Thomsen
Jeg hedder Laura Fløj Thomsen, og jeg er 20 år gammel. Jeg startede til badminton i Aars badmintonklub - hvor jeg oprindeligt kommer fra - da jeg var 6 år gammel. De sidste 5 år har jeg boet og spillet badminton i Ikast, hvor jeg har gået på efterskole og så efterfølgende taget en STX, som jeg blev færdig med denne sommer. Jeg er nu flyttet tilbage til det Nordjyske, og har valgt at holde sabbatår, hvor jeg vil spille en masse badminton både herhjemme og i udlandet. Jeg ser frem til at være træner i Gug sammen med Michael om tirsdagen og torsdagen, og glæder mig helt vildt til at se jer i hallen - specielt alle pigerne!
Miniton træner - Kristian Rosborg Larsen
Jeg hedder Kristian Rosborg Larsen, og jeg er 37 år gammel. Jeg har spillet badminton siden jeg var 6 år og frem til jeg var 18 år. Så havde jeg et ophold på små 17 år, inden jeg sidste år igen genoptog "karrieren". Jeg spillede i Sofiendal Badmintonklub i min ungdom og er startet som senior i Gug Badminton Klub.
Jeg arbejder i dagligdagen som gymnasielærer, hvor jeg underviser i geografi og idræt. Jeg er gift med Camilla og sammen har vi tre børn. Karla på 9 år, Marie på 7 år, der også skal spille på miniton, og Kalle på 16 måneder.
Jeg glæder mig til at være med til at give klubbens yngste en god oplevelse med spillet. Det er et dejligt spil, som har givet mig mange gode oplevelser som barn. Det vil jeg gerne, sammen med den anden træner Karl, forsøge at give videre til alle jer spillere på miniton holdet.
Miniton træner - Karl Magnus Engmann
Jeg hedder Karl, jeg er 28 år gammel og jeg har fået fornøjelsen af at skulle træne miniton i år. Udover selv at spille badminton og træne miniton er jeg skolelærer og er rigtig glad for det.
Jeg har tidligere været træner på minitonholdet og glæder mig til at komme i gang igen. Det vigtigste for min miniton-træning er, at vi har det sjovt og, at børnene for stiftet bekendtskab med nogle af grundsprincipperne i vores fede sportsgren. Den bedste træning er, når vi både har set ansigter i fuld koncentration og med brede smil.