I planlægningen af ungdomstræningen følger vi anbefalingerne fra BATK (badmintons aldersrelaterede træningskoncept) der er udgivet af Dansk Badminton Forbund.
I Gug Badmintonklub Ungdom er vores målsætning:
1. At give alle børn og unge optimale muligheder for at udvikle sig som badmintonspiller.
2. At give alle børn og unge mulighed for at udvikle sig personligt og samtidig lære glæden ved fællesskab.
3. At give alle børn og unge en god oplevelse hver gang de kommer i klubben.
Som klub tager vi derfor vores ansvar alvorligt, både i forhold til at levere ungdomstræning af høj kvalitet, samt at lære børn og unge hvad det vil sige at indgå i en forening med de fælles glæder og forpligtelser der hører med.
I forhold til at sikre optimal mulighed for kropslig- og badmintonmæssig udvikling giver vi alle ungdomsspillere mulighed for, at træne op til 4 gange om ugen. Gug badmintonklub holder til i to haller, dagene er fordelt således: Mandag+Fredag: Gughallen - Tirsdag+Onsdag+Torsdag+Lørdag: Byplanhallen.
Vores system er fleksibelt, i den forstand, at man selv vælger ud fra ovenstående ”træningsbuffet”, hvor meget man ønsker at træne. Man kan kun vælge træning, som passer til ens træningsgruppe. Træningsgrupperne er inddelt efter alder og er markeret med forskellige farver (6-10 år = lyseblå, 11-17 = mørkeblå).
Er man fx 10 år har man mulighed for at træne mandag, tirsdag, onsdag og torsdag på felterne markeret med lyseblå. Man kan således vælge at træne 4 gange om ugen, eller vælge blot at træne to gang eller tre gange om ugen. Det er helt op til den enkelte spiller og forældre at afgøre, hvor stor man ønsker træningsmængden skal være.
MINITON: Træning for de mindste.
Onsdag eftermiddag spilles MINITON, hvor børnene introduceres til badminton ved lege og spil af forskellig art. Da træningen er afhængig af forældre til at kaste bolde, er det en forudsætning for at deltage i træningen, at man ledsages af en forælder, større søskende, eller lign. Til træningen vil de voksne blive fordelt som hjælpere. I træningen lægges der vægt på at forældre, børn og trænere har en hyggelig formiddag sammen og børnene får en god oplevelse som start badminton. Det anbefales ligeledes, at børnene ligeså snart de er klar til det, deltager på træningerne for 6-10 år mandag, tirsdag, torsdag og/eller fredag. Her er man selvfølgelig også velkommen til at tage en voksen med.
Træning 6-10 år:
På denne træning ”leges” der stadig badmintonteknikker ind, men der lægges mere vægt på egentlig teknisk træning. Denne træning består derfor af en god blanding generel kropslig udvikling, samt badmintonspecifik udvikling. Der lægges stor vægt på denne gruppes tekniske udvikling, så børnene får de optimale muligheder for at lære badmintonspillet. Det er vores filosofi, at hvis børnene kan se at de udvikler sig som spillere, vil de også synes spillet er sjovere, da de kan nogle ting på banen.
Træning 11-17år:
På denne træning lægges der stadig stor vægt på børnenes tekniske udvikling. Mange børns fysiske udvikling tager fart i denne periode, og badmintonspillets fysiske elementer begynder derfor at spille mere ind. For de ældste i gruppen lægges vægt på at gøre spillerne klar til at spille seniorbadminton; teknisk, fysisk og mentalt. Vi holder aldrig op med at ”lege” med badminton og der lægges stadig vægt på at træning skal være både lærerigt og sjovt.
Udtagelsestræning (LAVES EFTER BEHOV):
Dette er en træning for de badmintonmæssigt ambitiøse og stævneaktive spillere. Her lægges der vægt på individuelt teknisk og taktisk træning. En del af tiden på denne træning vil gå med, at børnene i samarbejde med træneren tilrettelægger et træningsforløb der passer til deres nuværende spillemæssige niveau samt deres ambitioner for fremtiden. Dermed kan træningen på denne træning, og de andre træninger målrettes, så spilleren forbedrer svagheder i sit spil eller udbygger stærke sider. Træningen er et 2 timers intenst forløb, hvor også den fysiske træning vil blive prioriteret.
Tilmelding sker efter aftale med Cheftræneren, som står for udtagelsen til denne træning. Udtagelser og ændringer i truppen til denne træning sker også løbende igennem sæsonen, derfor kan der med god grund arbejdes koncentreret og hårdt på både denne og de andre træninger.